1. Hvad er din største succes i privat- og arbejdsliv?
At have skabt en familie bundet af stærke bånd, høj grad af selvstændighed og respekt.
I arbejdslivet at danne netværk gennem flere årtier, der rækker endnu og videre – med det som lige netop netværk kan; skabe muligheder og resultater. At hjælpe andre mennesker godt videre i livet – privat og karrieremæssigt – betyder en del. Det, at have været med til at sikre Magasins overlevelse, skabe helt nye kommercielle rammer i Københavns Lufthavn og ikke mindst udleve drømmen om, hvad netværk kan gennem mange hundredvis af netværksmøder i professionelle sammenhænge, EGN og F5. Det, at være en del af bestyrelser/advisory boards i mindre virksomheder og være med til at flytte dem i den rigtige retning – det giver høj energi.

2. Hvad er det vigtigste for dig i et job?
At kunne gøre en forskel både som enkeltperson og i teams.
At se ting udvikle sig og skabe resultater.

3. Hvordan er en god arbejdsdag for dig?
Det er en god dag når ting lykkes – ”skibe sejler i den rigtige havn” og folk er glade for det bidrag, jeg har gjort – måske ikke som kaptajn på skibet – men maskinmesteren, som får ting til at ske. Det, at andre mennesker lykkes, betyder meget for mig og giver mig glæde.

4. Har du haft en oplevelse, som du egentlig gerne ville have været foruden, men som resulterede i noget positivt set i bagspejlet?
Jeg har en meget personlig og fortrolig en – som jeg kun deler med ganske få mennesker – da hændelsen fortsat er for tæt på til at tale helt åbent om det til alle. Men en ulykke, som gjorde, at jeg var et sygeforløb igennem og fik mig til at se anderledes på livet og rykke rundt på ting i min hverdag, som har givet mere plads og rum til Henrik.

5. Hvem er en hverdagens helt for dig, som fortjener credit og/eller er en person, som har betydet meget for din karriere, som du gerne vil takke?
Det er et meget stort spørgsmål, for der er rigtigt mange. Først og fremmest min hustru gennem mere end 30 år, som altid har stået bag mig og støttet mig i min karriere og meget omfattende arbejdsliv. Undervejs i karrieren – de folk som troede på mig og gav mig muligheder for at udvikle mig op gennem ”systemet”. Alle dem som viser mig tillid og giver mig mulighed for at hjælpe dem godt videre i livet.

6. Hvad er dit yndlingscitat eller det bedste råd du har fået?
-”Brug ikke tiden på at forsøge at ændre fortiden – men vær i stedet åben for mulighederne i fremtiden”.
-”Har du evnen har du også forpligtelsen”.

7. Hvad kan vi gøre for at forbedre vores arbejdsmarked?
-En bedre politisk forståelse for, hvordan en professionel privat virksomhed drives og hvordan man kan omsætte best praksis til andre virksomheder og det offentlige, som i bund og grund også skal drives som en virksomhed.
-At skabe rammebetingelser der gør, at danske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår med omverdenen.
-En mere nærværende ledelsesindsats i alle virksomheder og organisationer med fokus på mennesket med alt det, som nærvær og ledelse indebærer af ansvar.
-En positiv tilgang til at resultater skabes gennem andre og ikke nødvendigvis kun dig selv.
-Sætte mål og rammer, der gør at ”alle” har medindflydelse på egen arbejdssituation og som de kan se sig selv som en del af, hvad de skaber i de større sammenhænge og ved, hvad de bidrager med i det store spil.
-At gøre det sjovt og spændende at gå på arbejde – men også sikre den fleksibilitet det enkelte menneske kan have brug for med en ny moderne hverdag, hvor karriere og privatliv skal kunne hænge sammen.

8. Hvad elsker du ved Danmark og/eller danskere?
Jeg priser mig lykkelig for, at jeg er født og opvokset i Danmark – det bedste land i verden. At vi har den frihed til at sige og mene det vi vil og tage del i den del af debatten, der vedkommer os hver især og at vi har muligheden for at præge tingene fremadrettet – hvis vi har tid, lyst og tålmodighed.
At vi har vores humør og begejstring, der ind imellem kan trække os op af ”hullet”, når det er svært.
At vi har en fællesskabsfølelse, som rækker dybt og kan give kræfter når der er brug for det.

9. Har du ”mig tid”, hvad gør du for at oplade og hvornår er du lykkeligst?
Jeg har fået mere ”mig tid” og sikrer tid til at fordybe mig i visse ting der lige nu har min interesse eller kræver min tid. Så er ”fredagsfodbolden” det åndehul hvor man kan rase ud, have fællesskab, et godt grin og lidt konkurrence for sjov i et fortroligt rum.
Lykkeligst bliver jeg når jeg kan se, mærke og vide at jeg har gjort noget godt for andre mennesker.

10. Hvad vil du gerne huskes for?
En stemme, der fyldte noget og flyttede noget, når der var brug for det og en person man gik til, hvis man ville have der skulle ske noget og ting skulle ”ordnes”. En tilgængelig person med høj intrigritet og vilje til at hjælpe andre.

Facebook
LinkedIn

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk