1.Hvad er din største succes i privat- og arbejdsliv?
At jeg har lært at elske mig selv.
Det, der glæder mit hjerte allermest, er at se de mennesker jeg elsker have det ægte godt. Det er glæden ved at se liv i deres øjne og høre entusiasmen i deres stemmer, som resultat af, at de behandler sig selv med respekt og kærlighed, som de virkelig fortjener. Omvendt gør det mig trist, når jeg ser mennesker, som jeg elsker, der ikke behandler sig selv godt. Jeg tænker, at de som elsker mig har det på samme måde.
Den bedste gave jeg kan give dem, som jeg elsker, er faktisk min selvkærlighed. Denne selvkærlighed gør også, at jeg er blevet bedre til at tage bevidste beslutninger for mig selv. Når jeg under mig selv det bedste, resulterer det nemlig i, at jeg har meget mere energi til at sprede kærlighed i verden omkring mig og realisere alt det bedste jeg under mine medmennesker.

Min hidtil største succes i mit arbejdsliv er, at jeg prioriterer min balance først. Når jeg prioriterer mit eget velvære først, så er jeg meget mere skarp, effektiv og motiveret i mit arbejde. Det betyder altså, at hvis jeg har brug for at være hjemme en dag og arbejde derfra, fordi jeg trænger til ro, så er det, det jeg gør. Jeg er meget heldig at have en chef, der opfordrer til modulere ens arbejdsdag efter, hvad der passer bedst og er mest effektivt for én selv. Min chef Werner Frimanslund og kollega Marte Sofie Hatling gør et så godt job ved at være fantastiske mennesker, at min arbejdsbalance opstår i samvær med dem. Derfor elsker jeg at komme på arbejde. Desuden er tiderne ovre for at arbejde hårdt for at opnå succes. Tiden er kommet til at arbejde smart. For mig betyder det bl.a., at man hellere skal bruge lidt ekstra tid på at balancere sig selv, så man tænker klarere og bruger sin tid mere effektivt, og dermed kommer længst, fordi man arbejder fra et stærkere fundament.
Jeg elsker den her illustration:

2. Hvad er det vigtigste for dig i et job?
At det jeg arbejder for, har en positiv effekt på verden af hvilken som helst grad og at jeg har det godt med dem, som jeg arbejder sammen med. Jeg er så glad for, at mit job hos Vebono betyder, at jeg er med til at skabe et produkt, der faktisk gør verden en tand bedre og at Werner og Marte er mennesker, som jeg har det skønt med. 2 x Check box checked! Jeg er meget taknemlig.

3. Hvordan er en god arbejdsdag for dig?
En god arbejdsdag starter med, at jeg har haft morgenen for mig selv og finder ro gennem yoga og meditation. Det betyder, at jeg på ny husker, hvem jeg er og hvad jeg står for og dermed kommer glad og tilfreds på arbejdet. Derudover er en god arbejdsdag også en god blanding af, at jeg kommer ind i en inspireret fokus-modus, hvor jeg sidder i længere perioder ad gangen og arbejder effektivt. Toppet med god stemning, gode samtaler og hygge med kolleger og mennesker, som jeg møder.

4. Har du haft en oplevelse, som du egentlig gerne ville have været foruden, men som resulterede i noget positivt set i bagspejlet?
Jeg var aldrig en del af de populære i klassen igennem min opvækst, fordi jeg var anderledes. Det var rigtig hårdt at være barn og skulle finde min lille plads i verden. Jeg vidste, at jeg aldrig var førsteprioritet for mine klassekammerater. Det meste af min barndom har jeg følt mig værdiløs i sociale sammenhænge. Men nu kan jeg se, at det har givet mig enorm styrke, fordi min analytiske hjerne hver dag fandt frem til, hvordan jeg kunne udvikle mig selv til at være en bedre version af mig selv. Jeg kunne ikke bare læne mig tilbage, men måtte kæmpe for min plads i verden. Hver dag tænkte jeg over, hvordan jeg kunne skabe værdi og det har været en stor faktor til udformningen af min personlighed i dag. Jeg har også mærket på egen krop, hvordan det er at være uset og det har givet mig en empati, som jeg ikke ville have været foruden. Heldigvis har jeg altid haft en stærk kærlighedsfamilie og få men meget tætte venner, hvis kærlighed jeg aldrig har tvivlet på og som har givet mig styrken til at udvikle mig.

5. Hvem er en hverdagens helt for dig, som fortjener credit og/eller er en person, som har betydet meget for din karriere, som du gerne vil takke?
Ja. Esben Aleksander Kolstad Olsen. Han er mit livs kærlighed, min livspartner, min bedste ven, min ét og alt – alt det sukkersøde. Han er en af de største inspirationer i mit liv. Alt, hvad han bestemmer sig for, bliver en succes og hans talenter er utallige. Men min yndlingstalent, som han mestrer, er at han smelter spænding mellem mennesker og forvandler stemninger. Smil spreder sig og skuldre sænker sig rundt om ham. Han inspirerer mig til at være den bedste version af mig selv hver dag. Både på arbejdet og i alle andre aspekter i livet. Så jeg siger tak Esben! <3

6. Hvad er dit yndlingscitat eller det bedste råd du har fået?
Jeg har læst og er blevet inspireret af utallige citater gennem tiderne. Lige nu er min favorit et mantra, som hjælper mig med at komme tilbage til bevidsthed. Mantraet er ”Vi bor på en planet” og jeg siger det ofte højt flere gange. Der er noget med den sætning, der er komisk og hyggelig og det sætter alt i perspektiv for mig. At huske mig selv på, hvor mirakuløst og skørt livet er, er en af mine yndlingsaktiviteter. Erkendelsen af det mystiske ved at eksistere, giver mig faktisk en tryghed og får mig til at føle, at verden er vores legeplads i livets skole. Jeg tror inderligt på, at der er en dybere mening med alt.

Der er så mange råd og de cirkulerer nok rundt i forhold til perioder i livet. Men rådet om at tage én ting ad gangen har virkelig hjulpet mig. Når jeg før blev overvældet, ville alt omkring mig føles som om det faldt sammen. Nu har jeg erfaret, at det jo altid går fint. Jeg er kommet igennem alle de udfordringer, som jeg hidtil har mødt. Når jeg bliver overvældet sætter jeg mig ned og ser på, hvad det første skridt er. Så ser jeg på det næste lille skridt og det næste og så videre indtil jeg føler mig afklaret og rolig igen.

7. Hvad kan vi gøre for at forbedre vores arbejdsmarked?
At lytte mere til hinanden og interessere os mere for de mennesker, der ligger bag titlen ”kollega” eller ”chef”. I sidste ende er det vigtigste, at vi passer på hinanden og at alle føler sig værdsat. Det tror jeg også vil afspejle sig i resultater.

8. Hvad elsker du ved Danmark og/eller danskere?
Mine forældre flygtede fra krigen i Jugoslavien til Danmark, og vi blev taget fantastisk godt imod af danskerne. I min opvækst havde jeg fire par ekstra bedsteforældre, der hjalp mine forældre, tog os ind i deres familier og hyggede med os. Jeg har altid følt mig dansk helt ind og jeg oplever den typiske dansker som åben og god. Jeg er derfor meget taknemlig for at have vokset op her. For mig er Danmark tryghed og et land, som giver individet utrolig mange muligheder for at realisere sine drømme. Det elsker jeg ved Danmark.

9. Har du ”mig tid”, hvad gør du for at oplade og hvornår er du lykkeligst?
Det har jeg ikke altid haft, men de sidste år er jeg blevet bedre og bedre til det. I dag er det essentielt for mig og min ro. Jeg står op hver morgen og dyrker yoga som det første. Det er blevet mit fundament. Yogaen er stadig ny for mig, men den vigtigste lærdom, som yogaen har givet mig er at mærke efter. Det lyder som en kliche, men der er vel en grund til at klicherer er klicherer: der ligger en sandhed bagved. At mærke efter helt praktisk talt tænker jeg er at være i sin krop uden at sindet tænker på en milliard ting, så man finder en dyb ro og lærer sig selv at kende på et dybere niveau. I forlængelse af yogaen mediterer jeg og det er virkelig også en ubeskrivelig praksis. Herudover betyder ”mig tid” også at skrive dagbog og reflektere skriftligt, være kreativ eller ligge på gulvet og slappe helt af og ”bare” være.
Jeg er lykkeligst, når jeg har et balanceret fundament, der giver mig evnen til at opleve nuet bevidst og når mit ”nu” er i samvær med dem, som jeg elsker.

10. Hvad vil du gerne huskes for?
At være et kærlighedsmenneske.

Facebook
LinkedIn

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk