1. Hvad er din største succes i privat- og arbejdsliv?
Privat synes jeg, at det er mine børn. Ikke at få dem, for det er jo ikke den store kunst, men at bringe dem et sted hen, hvor de har et godt fundament for det videre liv. Jeg synes i høj grad, at børneopdragelse ikke kun handler om omsorg og kærlighed, der skal være rammen om det hele, men om at gøre vores børn klar til at være voksne. Og på et niveau, så de får de bedste muligheder for at udfolde deres eget liv og bidrage til fællesskabet.
I mit arbejdsliv synes jeg, at min største succes er, at jeg hele tiden er i udvikling og har valgt at arbejde med ting, jeg er glad for og er god til.

2. Hvad er det vigtigste for dig i et job?
At der er en mening i det, jeg gør. At missionen for mig selv og den organisation, jeg arbejder for er tydelig og interessant. Det handler om, at der skal være en interessant mission, og i bedste fald, at jeg kan udfolde mit arbejde i samarbejde med andre. Gode kolleger og medarbejdere gør mig til en bedre version af mig selv.

3. Hvordan er en god arbejdsdag for dig?
En dag, hvor jeg mødes med interessante mennesker, får gode ideer og træffer effektive beslutninger.

4. Har du haft en oplevelse, som du egentlig gerne ville have været foruden, men som resulterede i noget positivt set i bagspejlet?
Egentlig ikke, fordi jeg synes, at de to dele af spørgsmålet hænger så meget sammen, at der sjældent er noget, jeg, set i bagspejlet, ville være foruden. For de rystelser livet giver – professionelt eller privat – handler i høj grad om, hvordan man tackler dem. Og der er opgaven altid at se potentialet i forandringerne, snarere end det modsatte. Jeg oplever, at dårlige oplevelser i nuet, ofte har ført noget godt med sig på længere sigt. Så på den måde kan man sige, at jeg ikke ville være selv de mindre gode oplevelser foruden.

5. Hvem er en hverdagens helt for dig, som fortjener credit og/eller er en person, som har betydet meget for din karriere, som du gerne vil takke?
Jeg har ikke en hverdagens helt, men jeg har ikke mindst haft nogle kolleger, som har betydet meget for mig. Nogle af dem er årsagen til, at jeg for nylig fik prisen som ”Årets Leder 2019”, og de ved godt, hvem de er. Det er sådan nogle kolleger, der har betydet, at jeg har kunnet udvikle mig som leder og professionelt i det hele taget.

6. Hvad er dit yndlingscitat eller det bedste råd du har fået?
Jeg har for nylig taget et citat til mig fra HBO-serien ”Billions”, som handler om, hvor vigtigt det er en gang imellem at vende tingene 180 grader. Man ser jo ofte tingene fra en bestemt vinkel. Og i stedet for bare at se det fra en vinkel mere, kan det være relevant at vende tingene 180 grader og se det hele modsat. Det kan være godt for ens egne beslutninger, men også for at forstå andres.

7. Hvad kan vi gøre for at forbedre vores arbejdsmarked?
Jeg synes, vi skal blive bedre til at skabe nogle rammer, hvor vi ser potentialet i det folk kan. Så vi får folk til at vokse og ville mere. Det kræver meget af arbejdspladserne, men også at vi som enkeltpersoner er meget bevidste om vores personlige ansvar. Det er vigtigt med den vekselvirkning.

8. Hvad elsker du ved Danmark og/eller danskere?
Danmark er et af de få velfungerende demokratier på verdensplan, selv i europæisk sammenhæng. Ikke mindst på grund af vores lave korruption, lav tilgang til magten, højt uddannelsesniveau, ligestilling og generelle muligheder. USA praler af, at være det land, hvor mulighederne findes, men hemmeligheden er jo, at Danmark er et af de lande, hvor fleste mennesker får de bedste muligheder. Det er fantastisk.

9. Har du ”mig tid”, hvad gør du for at oplade og hvornår er du lykkeligst?
Jeg er skilt og har derfor mere tid til mig selv, end mange børnefamilier har. Og for mig fungerer det perfekt, at jeg kan veksle børnetid med kærestetid, alene tid og oplevelser sammen med gode venner.

10. Hvad vil du gerne huskes for?
Budskabet om, at det er vigtigt, at du bruger dit liv fornuftigt og konstruktivt hele tiden. Vi har ikke mange år her på jorden, og det er så vigtigt, at vi bruger vores tid på en god måde. Både privat og arbejdsmæssigt. Det er enkelt at sige, men sværere at føre ud i livet, men det kan ikke siges ofte nok.

Facebook
LinkedIn

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk