1. Hvad er din største succes i privat- og arbejdsliv?
Arbejdsmæssigt er jeg stolt over, at jeg har evnet at tillære og udvikle mig, så jeg i dag har et betroet ledelsesansvaret for en stor, kompleks og vigtig samfundsorganisation. Det er et stort privilegium at have det øverste administrative ansvar for at bidrage til, at vores lokaldemokratiske model – kommunerne – fungerer så godt som overhovedet muligt. Privat at min kone og jeg har haft et fremragende ægteskab i 25 år, hvor de to voksne tøser er godt i vej og lever de liv, de gerne vil.

2. Hvad er det vigtigste for dig i et job?
At der er en klar politisk ambition/idé/retning/formål, og at jeg kan få mulighed for at levere resultater sammen med og gennem andre kompetente og engagerede ledere og medarbejdere. Og der skal være humor involveret.

3. Hvordan er en god arbejdsdag for dig?
At vi lykkes i det store og det små og husker at anerkende det. At se og få andre til at lykkes og være stolte af det. At bidrage til, at vi sammen lykkes, og at vi også sammen evner at håndtere de svære og bøvlede arbejdsmæssige udfordringer, opgaver og problemer på en ordentlig måde, hvor vi har fokus på ”bolden”.

4. Har du haft en oplevelse, som du egentlig gerne ville have været foruden, men som resulterede i noget positivt set i bagspejlet?
Jeg fik dårlig ryg som 20-årig. Lå indlagt på diverse sygehuse, gigtklinikker osv. i 2 år uden, at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt. Mine drømme faldt sammen, og jeg måtte kæmpe mig ud på den anden side, bide tænderne sammen og vise overfor mig selv og omverdenen, at jeg kunne komme igen. Den oplevelse og præstation er en del af mit drive i dag. Det forløb kunne let være endt med at jeg var ”slået op i banen”, havde ladet stå til og opgivet at have ambitioner for og med mit liv. Men jeg vendte det om – tak til familie og venner, der var der dengang – fandt nye mål, og insisterede over for mig selv på, at der selvfølgelig også kunne være en spændende karriere og et meningsfuldt liv for mig. Det er lykkedes. Omvejen over medarbejder i frostafdelingen i et supermarked, livredder i en svømmehal og medhjælper i daginstitution har været det hele værd.

5. Hvem er en hverdagens helt for dig, som fortjener credit og/eller er en person, som har betydet meget for din karriere, som du gerne vil takke?
To personer skal have en buket. Den første er Helle Jensen, der var leder af et fritidshjem. Hun viste mig tillid og gav mig, som ikke-uddannet, ansvar og skubbede på, at jeg tog en pædagoguddannelse. Den anden er Helge Skramsø. Nuværende direktør i Brøndby Kommune. Helge har betydet meget for min lederkarriere. Ordentlig, dannet, ambitiøs. Han gav mig tillid og plads som ung leder. Og min kone for at rumme mine meget ambitiøse karriereambitioner.

6. Hvad er dit yndlingscitat eller det bedste råd du har fået?
Jeg elsker Marx-brothers og bruger meget deres humor og citater, blandt andet dette Groucho Marx citat: “Det her er mine principper, og hvis du ikke bryder dig om dem, så har jeg nogle nye”. I dag ca. 80 år efter, at han udtalte det, rammer det ofte plet på samfundsdebatten.

7. Hvad kan vi gøre for at forbedre vores arbejdsmarked?
Opstille nogle få, klare, ambitiøse mål, fjerne en masse bureaukrati og så vise medarbejdere og ledere tillid til, at de sammen med borgerne kan finde de gode løsninger.

8. Hvad elsker du ved Danmark og/eller danskere?
At vi fortsat samlet set og komparativt i internationalt perspektiv, har et yderst velfungerende lokaldemokrati med kort vej fra idé til beslutning og handling.

9. Har du ”mig tid”, hvad gør du for at oplade og hvornår er du lykkeligst?
Jeg prøver at finde egen tid, men ofte trives jeg med at være nysgerrig på alt muligt mærkeligt. Og så er jeg ret god til at sige ”pyt” og leve med, at jeg vejer fem kilo for meget.

10. Hvad vil du gerne huskes for?
At jeg var en god far, at jeg gjorde mig umage samt at jeg var nysgerrig og positivt interesseret i mine medmennesker og omgivelser.

Facebook
LinkedIn

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk