Ømhed i skulder, arm og nakke?

Hvordan 1 elastik og 2 minutter kan gøre dit liv meget sjovere

Hvor mange opgaver løser du egentlig på 2 minutter? Overvej det lige… Nej vel? 2 minutter er ikke særlig lang tid. Måske har du endda af og til 2 minutter, hvor du faktisk slet ikke laver noget? Selvfølgelig har du det! Det har vi alle sammen. Men her er den gode nyhed. Her er en opgave, der faktisk ikke tager mere end 2 minutter. Til gengæld kan den gøre dit forhold til din nakke og dine skuldre meget sjovere.

Hvad siger de kloge hoveder?
Forskning om smerter i nakke og skuldre viser, at bare 2 minutters træning 3 gange om ugen, har en positiv effekt… Skal vi lige tage den igen? 6 minutters træning om ugen kan gøre dit liv bag skrivebordet betydeligt mere behageligt. Og vi snakker ikke om radbrækkende yoga øvelser. Testene bag forskningen er udført med én simpel elastik øvelse. Det niveau kan vi vist alle sammen være med på.

Men før vi når til, hvad de 6 minutter konkret skal bruges på, skal du lige beriges med lidt nørdet baggrundsviden.

En historie om din nakkes arbejdsliv
Når du sidder og hænger ved dit skrivebord (hånden i vejret, hvis du lige rettede ryggen), skriver på computeren eller bruger musen, så sker der ofte det, at du ubevidst spænder en lille smule i nakke- og skuldermusklerne. Det er skidt! For så lukker du af for de små blodkar i musklerne. Hvilket betyder, at der kommer mindre blod og dermed mindre ilt til musklerne. Og uden ilt begynder musklerne at syre til og du bliver øm… Av!

Så langt så godt. Og du er stadig med os. Det er vi glade for, og det er din nakke også. Så bær over med os lidt endnu, det er det værd.

Lyset for enden af tunnelen

Når du træner (i det her tilfælde, ved at hive i en elastik), øger du blodgennemstrømningen i de aktiverede muskler. Det betyder, at der leveres mere ilt til musklen. Din muskel får altså bedre arbejdsbetingelser og voila: Du får mindre ondt.

Hvis vi skal blive helt nørdede, så sker der det, at den konstante proces af opbygning og nedbrydning af musklens proteiner speedes op, når du træner… – Skal vi oversætte det til dansk for dig? Ok. Det der sker, er en form for udskiftning af det ”dårlige” muskelvæv. Eller helt enkelt: Du får mindre ømhed og stivhed i musklerne.

Nu er vi næsten ved vejs ende. Vi har bare lige én god nyhed mere, inden vi når vores afsluttende bemærkning og de forjættede øvelser.

Den sidste gode nyhed er (trommehvirvel), at de samme principper også gælder for resten af kroppen. Almindelig konditionstræning og fysisk aktivitet afhjælper spændinger og ømhed – du har altså alle muligheder for at aflaste smerter lige ved hånden. Også selvom du ikke er i besiddelse af en træningselastik.

Den afsluttende bemærkning og et kærligt spark i rumpetten

Nå – Hvor mange minutter har du brugt på at læse det her? Vi gætter på minimum 2. Skal vi vædde på, at du godt kunne have læst det samtidig med, at du lavede en simpel øvelse? Næste gang du sidder og spekulerer, læser eller sludrer, så grib elastikken (jeg er sikker på din chef gerne vil sponsorere den) ogbrug øvelserne på plakaten (videnscenter for arbejdsmiljø). Din kollega vil garanteret gerne være med!

 

Jonas Johnsen
Idrætskonsulent og projektleder
Come-back ApS

Jonas Johnsen

Blev du underholdt? Blev du klogere? Vil du gerne have mere? Tilmeld dig voresnyhedsbrev, eller kig ind forbi vores blog. Det hele er under opbygning, men vi lover det bliver godt.

no replies

Leave your comment

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *